park substantiv, fælleskøn
Bøjning
-en, -er, -erne
Udtale
[ˈpɑːg] 
Oprindelse
via fransk parc fra middelalderlatin parricus 'hegn, indhegning', af uvis oprindelse
Betydninger
1.
stort, offentligt tilgængeligt haveanlæg til rekreative formål, anlagt med gangstier, træer og græsplæner og udstyret med bænke, springvand m.m. beliggende i en større by eller i forbindelse med et slot eller en herregård
Ord i nærheden
mark1 anlæg gårdanlæg gårdmiljø haveanlæg parkanlæg blomsterhave...vis mere
Eksempler
naturskøn park
offentlig park byens parker sidde på en bænk i en park gå tur i en park
offentlig park byens parker sidde på en bænk i en park gå tur i en park
Søndag i parken: Blå, hvide, lysviolette syrener – lilla, mørkeblå magnolier. Drageflyvning, teater, koncerter, gøgl rejseb86Mørch, Dea Trier: Da jeg opdagede Amerika. Vindrose, 1986.
1.a
meget stor have til et herskabeligt hus
Ord i nærheden
byområde parkområde parklandskab folkepark bypark blomsterpark mindepark...vis mere
Familien Hoffmann i de smukke omgivelser i parken ned til Stubbe Sø. Søholt Hovedgård kan føres tilbage til tolvhundred-tallet BT1991B.T. (avis), 1991.
2.
område hvor en række genstande, fx maskiner af samme type, er opstillet
En ellers færdigplanlagt park med 24 store vindmøller .. ender nu i Overfredningsnævnet JyP1992Morgenavisen Jyllands-Posten (avis), 1992.
Orddannelser
Denne artikel er skrevet i 1994.
