terrasse substantiv, fælleskøn
Bøjning
-n, -r, -rne
Udtale
[taˈʁɑsə] 
Oprindelse
fra fransk terrasse af senlatin terracea 'jorddynge', afledt af terra 'jord'
Betydninger
1.
plant, ofte flisebelagt område i niveau med det omgivende terræn, brugt som udendørs opholdsareal i tilknytning til en bygning
Se også
veranda
Ord i nærheden
flade1 platform gulv...vis mere
grammatik
især i singularis
Da han midt på eftermiddagen igen kom hjem, sad Anne Marie allerede på terrassen og drak te BerlT1990Berlingske Tidende (avis), 1990.
2.
mindre, plan og (omtrent) vandret flade som sammen med andre tilsvarende flader danner en trappeformet skråning, dannet naturligt eller anlagt med henblik på dyrkning eller bebyggelse
Da taxien var kørt, begyndte journalisten vandringen op til landsbyen. Han gik mellem majsmarker og terrasser med grønsager JøBie88Jørn Bie: Den ægte vare; Dans, bonde, dans - 6 historier fra Guat. Forlaget Tiden, 1988.
I det fjerne kan vi se skrænter, hvor jorden har forskubbet eller aflejret sig i terrasser JyP97Morgenavisen Jyllands-Posten (avis), 1997.
Orddannelser
Afledninger
terrasserevb.
Sammensætninger
terrassedør terrasseformet terrassehus solterrasse tagterrasse
Denne artikel blev første gang udgivet i den trykte version af ordbogen 2003-5.
